Referat af generalforsamling i grundejerforeningen Kirsebærhaven, Roskilde

 

Dato: 1. marts 2005 kl. 20:00

Sted: Kirsebærhaven 14

Deltagere: repræsentanter fra 11 parceller deltog, 3 var fraværende.

 

Dagsorden ifølge foreningens vedtægter

 

a. Valg af dirigent

b. Bestyrelsens beretning

c. Fremlæggelse af revideret regnskab

d. Forslag fra bestyrelsen:

1 Ændring af vedtægter vedr. placering af foreningens midler

2 Containere og indkøb af flis

3 Vejfest – omfang og menu

 

e. Forelæggelse af budget og fastsættelse af kontingent for 2005.

f. Valg af bestyrelse

g. Valg af revisor

h. Eventuelt.

 

Referat

 

Ad. a

Emil Sørensen blev valgt.

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indkaldt i henhold til vedtægterne. Dog skulle afholdelsen efter vedtægterne være afholdt inden udgangen af februar. Dette forhold var også anført i indkaldelsen. Der var dog ikke kommet indsigelser til bestyrelsen og på generalforsamlingen fremkom der heller ikke nogen. Forsamlingen blev herefter erklæret lovlig indkaldt og beslutningsdygtig.

 

Ad. b

Beretningen blev fremlagt og godkendt.

-          Vi har haft 3 containere i det forløbne år, heraf en med flis. Dette blev anvendt til spredning ved hækken til Grønningen mv.

-          Sagen omkring luftforurening fra Stryhns har nu resulteret i en ny lokalplan som er vedtaget. Som en konsekvens, skal der nu bygges en 40 m høj skorsten. Plan hedder nr. 380 af 22.6.2005 og kan ses på internettet  http://www.roskildekom.dk/webtop/site.asp?p=1031 eller du kan se den på biblioteket eller hente et eksemplar på kommunen.

-          Snerydningen er nu den bedste vi kan håbe at få for rimelige penge. Ryddes op ad formiddagen med en skraber bag på en traktor. Kost er ikke mulig. Vi skal selv sørge for saltning af fortov. Salt hentes i nr. 6

-          Masser af information, se på vores hjemmeside. Vil du lægge dit mobilnr på hjemmesiden, vil det være fint, der er også en sektion af hjemmesiden som er særlig beskyttet, med et password, så kun os der bor på vejen har adgang til telefonnummeret.

-          Parkering på gaden:  det er undertiden et problem, særlig når 2 biler holder lige overfor hverandre. Hermed en opfordring til at tage hensyn og sørge for, at ens gæster tager hensyn, særlig når der er sne og is på vejen.

-          Forrentning af indestående i banken er blevet bedre, da vi har fået en ny aftale med banken ( mere om det senere ).

 

Ad. c

Regnskabet blev fremlagt og godkendt.

 

Ad. d

             1 Ændring af placering af foreningens midler.

             Baggrunden for forslaget var, at der sidste år blev efterlyst en bedre forrentning af foreningens formue. Man undersøgte sagen og opdagede, at investering i obligationer ikke er mulig med de nuværende vedtægter. Disse foreslås derfor ændret således, at dels ikke kun BG bank er den eneste bank vi kan vælge, dels at en del af foreningens formue kan sættes i obligationer med kort løbetid.  

Under forhandlingerne blev det klart, at forsamlingen nok var stemt for at kunne vælge andre banker, men ikke ønskede, at foreningen skulle erhverve sig værdipapirer for dele af formuen.

Forslaget til vedtægtsændringer blev derfor ændret til at lyde: §10, 2. punktum: ”Foreningens midler indsættes på en postgirokonto eller bankkonto.” Den gamle formulering muliggør kun anvendelse af postgirokonto.

Dette forslag skal jævnfør vedtægterne til urafstemning blandt medlemmerne og mindst 7 parceller skal stemme for en ændring, for at den er vedtaget. Bestyrelsen sørger for det praktiske i den anledning. (Til referat kan oplyses, at  ved den efterfølgende urafstemning er der  modtaget 13 stemmesedler, der alle stemte for bestyrelsens forslag om vedtægtsændring, der herefter er vedtaget).

 

             2 Containere

             2 containere om året blev vedtaget og ikke som normalt 3, da vi dels ikke fylder dem helt op, dels er der nu mulighed for, at vi selv kan aflevere ganske gratis på Karas kun medbringende vores sygesikringsbevis. Man kan få flis leveret sammen med den tomme container ved henvendelse til vognmand Kold, så er det kun den rene flispris man skal betale. Se hjemmesiden for information om, hvornår containere opstilles ( 12. juni og 25. september).

 

Vi skal huske:

            

-          rydde op efter man har fyldt i containeren

-          save større stykker i mindre dele

-          sørge for, at lågen kan lukkes, når den er fyldt ellers er der andre der skal gøre det. Vognmanden kører ikke med den, hvis lågen ikke kan lukkes: Heller ikke hvis halvdelen falder ud pga den er overfyldt.

 

3 Vejfest

Det var en stor succes takket være et dygtigt festudvalg. De accepterede at fortsætte det gode arbejde og der blev klappet. Menuen er stadig med kød indkøbt af foreningen ligesom sidste år. Alle var tilfredse med dette arrangement.

 

 

 

 

Ad. e

 

Fremlæggelse af budget og drøftelse af kontingent.

 

Peter Olufsen havde et forslag om nedsættelse af kontingent til nul pga. foreningens formueudvikling. Der var et forslag fra bestyrelsen om uændret kontingent på kr. 1.000 De 2 forslag blev drøftet indgående, men bestyrelsens forslag blev godkendt med 9 stemmer for og 2 imod, hvorefter Peters forslag bortfaldt. Kontingent blev derfor fastsat til uændret kr. 1.000, og det fremlagte budget blev dernæst godkendt. Forinden var der bemærkning fra kassereren om, at budget var en fremskrivning af sidste års tal, hvori indgik udgifter til nyt vejskilt og en container mere, hvorfor de planlagte udgifter kunne reduceres med kr. 2.000.

 

Ad. f

Valg af bestyrelse. Hele bestyrelsen er på valg hvert år. Alle var villige til genvalg og det blev de. Bestyrelsen for 2005 er derfor:

 

Klaus Sørensen, nr. 15, formand

Jørgen Thomsen, nr. 14, kasserer

Jens Klok, nr. 6, næstformand

Kim Grue, nr. 5, sekretær

 

Ad. g

Revisor blev også genvalgt og er Peder Tang i nr. 4. Regnskabet for 2004 er revideret, og der er ingen bemærkninger i den anledning.

 

Ad. h

Der var intet under eventuelt.

 

Hjemmeside for Grundejerforeningen Kirsebærhaven: kontakt Jørgen i nr. 14 for mere info og hjælp.

http://kirsebaerhaven4000.dk og http://kirsebærhaven4000.dk (gerne uden www foran)

>Alle der har afleveret deres email-adresse (til <>) har automatisk email-adressen husnr@kirsebaerhaven4000.dk fx. <>. Al post sendes til den/de opgivne adresse(r).

 

Næste års generalforsamling afholdes hos nr. 7 Peter og Kari.

Efter generalforsamlingen var nr. 14 vært ved kaffe og kage og lidt at drikke. Klaus Sørensen takkede Jørgen og Kai for et fornemt traktement.

 

Referent: Kai Herold, nr. 14